Baggrunden for denne side er en årelang interesse i at studere hvad der ligger bag de aktioner og reaktioner vi gør hver dag. Siden her har på ingen måde noget med religion at gøre, omend mange mennesker betragter buddhisme som religion.

Min interesse i buddhisme er langt mere jordnær end det der i daglig tale kaldes religion, jeg har en praktisk tilgang til emnet og har studeret mange forskellige religioner på forskellige niveauer. Kristendom, Buddhisme, Hinduisme og jeg kunne blive ved,  er i bund og grund ikke så forskellige, når man ser på de leveregler som de beskriver som optimale, og man kunne hævde at religion grundlæggende bare er forskellige menneskers måde at sætte deres liv i rammer, og sætte regler for ens levevis som har gjort at et samfund har kunnet fungere.

Jeg begyndte for længe siden at interessere mig for meditation, sikkert mest fordi jeg i en stresset hverdag søgte en måde at koble fra på. Min første kontakt med meditation var via internettet, og retningen var yogisk meditation og filosofi, der som mange andre meditations og afstresningsformer baserer sig på en slags oplevelsesrejse-meditation, man guides igennem et forløb, og det kan være fantastisk afslappende, og spirituelt stærkt.

Jeg arvede en del ældre bøger om buddhisme og vediske tekster, og en af disse bøger var en bog om buddhisme, skrevet af en professor, som en historisk beskrivelse af buddhismen og dens vandring gennem verden, en meget interessant bog som virkelig fik mig hooked på at læse mere om emnet.

Jeg vil mene at min spirende interesse for buddhismen udsprang af lysten til viden, og jeg tror det var forblevet herved, som en slags privat lommefilosofi som ikke havde dybere mening end et kognitivt redskab i hverdagen. Jeg fik dog et ønske om at gøre mere ved det, og lære at meditere rigtigt, sammen med andre mennesker.

Jeg søgte på nettet og fandt et introduktion til buddhisme, et arrangement i København som blev afholdt af Dharmacharini Advayasiddhi fra det vestlige buddhistsamfund idag kaldet Triratna Buddhist Community (www.buddhistmeditation.dk)... og nu lærte jeg en helt anden og langt mere tilgængelig og "moderne" tilgang til meditation og buddhisme helt generelt.

Opmærksomheds meditation (mindfulness)
Metta Bhavana meditation
Etik
Opmærksomheds øvelser i hverdagen...

For at respektere min overskrift  her på siden, vil jeg ikke her skrive så detaljeret om hvad meditation er for mig, men jeg konstaterede ret hurtigt at buddhistisk meditation ikke bare er afslapning (det kan det være, hvis det er hvad du søger), det er et reelt alternativ til vores hektiske og overfladiske måde at leve på i dag - det er en mulighed for at gøre tingene anderledes, på en bedre måde, og det har jeg med mere eller mindre held forsøgt at  praktisere lige siden.

Der er meget lang vej før man mestrer denne praksis til fulde, det er en livslang og daglig øvelse, at forsøge at være opmærksom når ens reaktioner ikke er hensigtsmæssige, når man kører på automatpilot, og igennem denne opmærksomhed at ændre reaktionerne til det bedre.

Det handler om at dygtiggøre sig hele tiden, ikke at være perfekt, og hele tiden at tage små skridt i den rigtige retning



It is better to travel well, than to arrive (Buddha)









































Baggrund